Nyt fra Christel Schaldemose

De seneste måned har jeg arbejdet videre med EU’s svar på coronakrisen. Mange gode tiltag er kommet til og nye er fortsat på vej. Senest har jeg bl.a. stemt for at sende næsten 3 milliarder euro i nødhjælp til EU’s hårdest ramte regioner, så de kan få medicinsk udstyr, mere sundhedspersonale og felthospitaler de steder, hvor det er nødvendigt.

Det kommer oven i de pakker, som allerede er lavet, og som skal sikre job og virksomheder i hele EU. Hjælpepakkerne minder meget om de tiltag, som er lavet hjemme i Danmark, og de er nødvendige for at forhindre en bølge af økonomiske katastrofer på tværs af EU-lande, som også vil påvirke den danske økonomi voldsomt.

Mens Danmark er kommet godt igennem første fase af sundhedskrisen, så ser det stadig svært ud i mange af de andre EU-lande. Spanien er hårdt ramt og Italien lige så. i Storbritannien ser det også meget alvorligt ud, og de er nu en gang en vigtig handelspartner – og i øvrigt stadig med i det indre marked.  I skrivende stund er de første bølger af coronaepidemien ved at flade ud også i disse lande, men vi må ikke tro, at vi er igennem krisen endnu. Derfor skal vi fortsætte det stærke samarbejde i EU, og vi skal fortsætte med at hjælpe hinanden.

Ikke behov for øgede beføjelser

Samtidigt er det vigtigt at huske på, at de bedste svar på Coronakrisen ligger hos hvert enkelt medlemsland.

Derfor er det vigtigt, at krisen ikke bliver brugt som undskyldning for at udvide EU’s beføjelser på eksempelvis sundhedsområdet. De der ønsker tættere EU-integration har forsøgt at gribe muligheden til at gøre netop det. Her har jeg markeret klart, at det ikke bliver med danske socialdemokratiske stemmer. EU kan nemlig sagtens gøre mere uden øgede beføjelser.

Selv arbejder jeg stadig hjemme fra Danmark, og jeg er ved at vende mig til, at spisebordet også er blevet mit skrivebord. Vi har fået en god arbejdsrytme, selv om mine medarbejdere er spredte i Belgien og Danmark. Det betyder, at vi kan arbejde effektivt, og at vores udvalg kan køre videre, så vi kan behandle de mange tiltag, der er nødvendige for at håndtere coronakrisen, og for at sikre et stærkt digitalt og grønt EU på den anden side af krisen.

Som jeg har skrevet tidligere, er det vigtigt, at EU bygger videre på de ambitiøse planer om at ruste erhvervslivet digitalt og til at indhente noget af det forspring, som USA og Kina har på kunstig intelligens. Det er især vigtigt for små og mellemstore virksomheder i Danmark. Vi skal også sørge for, at genopbygningen af EU’s økonomier bliver grøn. Jeg ser frem til at se Europa-Kommissionens forslag hertil, og til at sikre et stærkt dansk, grønt aftryk på planerne.

Hvis du har spørgsmål eller input til mit arbejde, kan du kontakte mig her:

christel.schaldemose@ep.europa.eu

tlf. +32 228 45491

Christel Schaldemose,
Grp.-formand, Socialdemokratiet
i Europa-Parlamentet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2019 Socialdemokratiet Aabenraa Kommune