Kun hver fjerde starter i dag sin videregående uddannelse uden for en af de fire store universitetsbyer. Så mens vi fortsat kæmper for at fylde studiepladserne i provinsen, står vi overfor et dilemma: Skal vi, som Don Quixote blive ved med at kæmpe mod møllerne og udflytte uddannelser eller skal vi acceptere, at de unge åbenlyst ikke vil det samme som vi gerne vil i provinsen og landspolitisk – have mange forskellige uddannelser geografisk spredt i hele landet.

Som jeg tidligere har skrevet i JydskeVestkysten, “Provinsens tomme studiepladser skal ikke fyldes af provinsens børn.” er det at rejse og opleve nye miljøer afgørende for den enkeltes perspektiv og dannelse. Vore unge søger den verden, de ikke er vokset op i, og storbyernes tiltrækningskraft er stærk. Man kan have en holdning til, om den måske endda er for stærk. Men jeg har også selv rejst ud – og er kommet hjem igen. Så at anfægte provinsens unges udlængsel vil være hult af mig. For jeg kan faktisk godt forstå dem.

Jeg mener, vi bør arbejde på at gøre provinsen mere attraktiv for familier, ikke kun for dem, der er vokset op her, men for alle. Vi skal ændre fokus og udnytte vores styrkepositioner. De positive tendenser på Sygeplejeskolen i Aabenraa hænger unægteligt sammen med Supersygehuset som forudsætning. På samme måde er Danfoss og det alsiske erhvervsliv forudsætning for meget af det positive på SDU Sønderborg.
Politiets Udlændinge- og kontrolafdeling Vest (UKA) gør f.eks., at unge på mere eller mindre frivillige vilkår sendes til Grænsen i kortere og længere perioder, det samme gælder bl.a. igen på Sygehus Sønderjylland, hvor KBU-læger i forbindelse med deres kliniske basisuddannelse sendes til Aabenraa – men bliver de hængende bagefter? Ikke umiddelbart, nej! Er vi mon gode nok til at vise dem, hvad provinsen kan tilbyde, og hvilke muligheder der er?

Her tror jeg vores største fejl er, at vi forventer, at de udstationerede unge forelsker sig i alt det, vi selv elsker og holder af i provinsen. Men de arbejder, lærer og uddanner sig først og fremmest, imens de føler afsavn til det kendte hjemlige, de kom fra, og så er de væk igen, medmindre vi er mere åbne og tilpasser os deres behov, drømme og ønsker. Vi skal hjælpe dem til at forelske sig i alt det provinsen kan – og måske skal vi i provinsen kunne tilbyde lidt mere, end vi kan i dag. Det bør være fokus! Så det hele ikke bare lokalpolitisk bliver til snak om ældreboliger og en Hval.

Vi ser desværre også en stigende tendens til, at de, der så vælger at studere i provinsen, vælger fjernstudier, når de vælger uddannelsespladser i provinsen. Det betyder, at selv om de studerer på en institution i provinsen, bliver de geografisk boende i f.eks. de store byer, hvor de kommer fra. Så selv studiepladsen kan ikke længere trække den unge herud.
Det underminerer de lokale uddannelsesinstitutioners roller som vækstcentre og svækker pulsen og det lokale engagement på uddannelsesstedet, samtidig med at P-områderne omkring studiepladserne vokser. For dem, der så alligevel fysisk studerer i provinsen, bor ofte ikke i cykelafstand til uddannelsesinstitutionen og er ofte i en anden livsfase end de studerende i storbyerne.

Det er tid til at gentænke vores tilgang. Vi skal sikre, at alle unge får de bedste muligheder for uddannelse og udvikling på landsplan, uanset hvor de vælger at studere efter endt ungdomsuddannelse. Og vi skal gøre det med en forståelse for deres behov og præferencer, samtidig med at vi styrker de uddannelsesinstitutioner, der ligger uden for de store byer, hvor det giver mening. Tildelingsmodellen bør finjusteres – for det er dyrere at drive uddannelse i provinsen end i storbyen. Og så skal vi lokalpolitisk have en helt anden empirisk tilgang til vores bosætningsstrategier – for hvad skal der til, for at forelskelsen kan ske herude, hvor nogen påstår at kragerne vender?

For det gode arbejde kalder, også fra provinsen.

Theis Kylling Hommeltoft

Folketingskandidat og Byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Aabenraa-Kredsen Nørreskovparken 3C, 6200 Aabenraa

Af Theis Kylling Hommeltoft, medlem af byrådet i Aabenraa Kommune og Folketingskandidat for Aabenraa Kredsen.

Jeg har altid fået fortalt, hvordan nogle begivenheder i verden sætter så erindringsmæssige dybe spor, at man aldrig glemmer, hvor man var da man overværede/hørte det. Månelandingen f.eks., her kan alle huske hvor de var, mens de så Armstrong sætte sine fødder på månens overflade.

Jeg forstod først i 2011, hvad det var det betød, da World Trade Center styrtede i grus og krigen mod terrorisme begyndte.

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg som 16-årig bumset dreng med hængerøv kom hjem fra skole og tændte tv’et. Egentlig ville jeg se RTL2, men jeg blev siddende med danske nyheder indtil mine forældre kom hjem fra arbejde. Spørgsmålene havde hobet sig op og magtesløshed og fortvivlelse bredte sig i min krop. Man var tilskuer til noget så forfærdeligt – og var vi de næste, her i Europa?

Den 24.februar sidste år står mindst lige så klart for mig.

Jeg husker, hvordan jeg den morgen vågnede omkring kl 6  i min folketingslejlighed på Tordenskjoldsgade. Min telefon pippede og fortalte mig at jeg skulle op.

Morgenen startede som alle andre med at tænde tv’et, som altid kørte på NEWS, når jeg var i lejligheden eller på mit kontor.

I de sidste dage havde alle talt om den igangværende russiske øvelse på grænsen til Ukraine – hvad gik det ud på? Var det bare et “show of force” eller noget mere?

Denne morgen fik jeg, sammen med resten af verden, svaret – billederne af russiske kampvogne, der krydsede grænsen til Ukraine, kørte over skærmen. Krigen i Europa var vendt tilbage. Efter 70 års fred. Troen på, at verdensfreden kunne sikres gennem samhandel og gensidig økonomisk afhængighed, var bristet.

Ganske hurtigt blev dagens gruppemøde ekstra vigtigt – for hvad vidste gruppeformand og statsminister Mette F?

På mødet blev vi varslet om, at ingen kunne tage hjem den dag, for der var lagt op til en sen lovbehandling. Samtidig tikkede det ind, at dagsordenen til Europaudvalget var ændret, og med eet var den noget mere sprængfarlig – og fortrolig.

Aldrig har jeg prøvet noget så vildt. Og stærkt på samme tid.

For mens frygten bankede på, og fortvivlelsen som jeg oplevede det foran tv’et i 2011 begyndte at melde sig – mærkede man også, hvordan Folketinget “rykkede sammen i bussen” på tværs af de politiske skel.

Jeg husker, hvordan jeg afventende sidder foran tv’et på mit kontor. Fødderne er slængt op, og jeg sover halvt – det er de samme billeder, de samme ord der kører over skærmen, igen og igen.

Hele dagen er gået med møder. Især Europaudvalget gjorde indtryk.

Tidspunktet for aftenens 1. behandling tikker ind til kl 19.10. Klokken bliver nærmere 19.40 før vi kommer i gang.

Stemningen i salen er trykket, og folk er meget alvorlige. Krigen er tilbage på europæisk jord, det er ikke til at forstå.

Men modsat 2011, hvor jeg kunne se magtesløs til, sidder jeg i dette skelsættende øjeblik med muligheden for at være med til at gøre en forskel.

Efter 1. behandlingen i folketingssalen skulle forsvarsudvalget behandle beslutningsforslaget og komme med evt. betænkninger.

Kl 21.45 kunne vi 2.behandle beslutningsforslaget – et beslutningsforslag som betød, at vi fra Danmarks side ville mobilisere et militært bidrag  til vores kollektive forsvar i NATO.

Ordførertalerne understregede situationens alvor og at vi stod i et skelsættende øjeblik. Og at vores beslutning lige nu ville sætte dybe spor.

Kl 22.01 var afstemningen færdig. Alle pånær Ø og FG stemte for B127.

Danmark tog denne aften første skridt i den massive støtte af Ukraine og oprustning af vores kollektive forsvar, som senere blev cementeret ved folkeafstemningen om vores forsvarsforbehold.

Verden er i dag en anden. Og min plads i samfundet lige så.

Men den 24. februar vil til evig tid stå klar i min erindring – en dag, hvor jeg var med til en skelsættende beslutning omkring vores forsvar og transatlantiske forsvarsalliance.

Regionspolitik er vigtigt

Nogen kalder valget til Regionsrådene for ”skyggevalget” til valget til byrådene.

Men valget er bestemt lige så vigtigt. Det handler om vores sundhed og de 5 regioner

råder hvert år over 130 mia. kroner. Heraf går langt de fleste penge til

sundhedsvæsenet.

De er udfordringer i sundhedsvæsenet. Det er svært at rekruttere læger, sygeplejersker

og andre sundhedsfagligt personale både til sygehusene, til psykiatrien, til almen praksis

m.fl. Kommunerne har de samme udfordringer i forhold til rekruttering af

sundhedsfagligt personale.

Der er samtidig en stigning i behovet for behandling både på sygehusene, i psykiatrien og

i almen praksis.

Sundhedsvelfærden er derfor under et voldsomt pres. Det skal vi have ændret på.

Den nylige afsluttede sygeplejekonflikt viser tydeligt, at velfærdfagene, der historisk og

stadig overvejende er kvindefag, altid har været dårligt lønnet. En ordentlig løn, der

afspejler kompetencer og kompleksitet, er afgørende for at der er søgning til

uddannelserne. Og vigtig i forhold til, at fastholde og udvikle dygtige medarbejdere.

Et godt arbejdsmiljø er en forudsætning for trivsel. Ingen medarbejdere har lyst til, at

arbejde på en arbejdsplads, hvor der ikke er anerkendelse og mulighed for fleksibilitet.

God trivsel blandt medarbejdere er en forudsætning for, at patienter m.fl. oplever, at

der bliver taget ordentlig hånd om deres sygdom og om dem som hele mennesker.

Andrea Terp

Bjergholt 3, 6200 Aabenraa

Regionrådsmedlem og
kandidat for socialdemokraterne til Regionsrådet

Usandt svar er ikke o.k.

Christian Panbo, byrådsmedlem for Socialdemokraterne i Aabenraa Kommune,

Løgumklostervej 311, Aabenraa, skriver:

https://jv.dk/artikel/usandt-svar-er-ikke-o-k

Læserbrev: I et læserbrev 08.10.2021 måtte jeg forholde mig til JydskeVestkystens regel om 250

ord.

En undersøgelse fra maj 2016 i klasseværelse 156 var ikke nævnt og i depotrummet ved

gymnastiksalen er fundet misfarvede krydsfiner, loftforskalling og profilbrædder.

Som byggefaglig person, menneske og politiker er det min pligt at afdække/gøre opmærksom på

særdeles vigtige konstruktionsfejl. Disse beskrivelser kalder borgmester Thomas Andresen (V),

Kirsten Nørgård Christensen (V), Erwin Andresen (SP), Jette Julius Christiansen (DF) og Ejler

Schütt (LA), at jeg forsøger at føre bevis for, at Fjordskolen er en dårlig skole. Det passer ikke!

Ovennævnte politikere taler direkte usandt, når de skriver, at jeg aldrig er kommet med

budgetoplæg til en ny skole. November 2017 havde jeg et læserbrev i JV, hvor jeg fremlagde et

budget l 120.400.000 kr.

Kvadratmeterprisen hentede jeg hos kommunens rådgivere. Endvidere tegnede jeg en grundskitse

på 2185 m2 til den nye afdeling A ud fra en nøje beskrivelse af behovet.

Jeg beviser kun, at bygningerne i Kruså ifølge 7 ingeniørrapporter er i rigtig dårlig forfatning. Jeg

VIL gerne Fjordskolen og roser underviserne, børnene og deres pårørende under særdeles svære

forhold.

Endvidere holder jeg af såvel Kruså som Aabenraa, men af forskellige årsager.

Aabenraa har ca 100 muligheder for læringsfaciliteter, men i Kruså er der desværre ganske få.

Handicaporganisationerne og handicaprådet frarådede også en flytning.

Ovennævnte partier troede, de kunne spare en million ved flytning, det holdt heller ikke.

Alle rapporter, tal samt læserbreve er tilgængelige for alle borgere på Egelund 5, inklusiv kaffe.

Hør radioindslaget fra P4 Syd, med Erik Uldall Hansen

Radiointerview P4 Syd, med Erik Uldall Hansen

Et budgetforlig med ”knast”

Fødsler i Region Syddanmark kan i fremtiden måske ske i en privat fødeklinik. Det er bestemt ikke en udvikling, jeg kan stå inde for.

Det borgerlige flertal i Regionsrådet ønsker at indgå aftale med en privat fødeklinik i Trekantområdet med placering i Kolding.

Det har bl.a.  Socialdemokraterne modsat sig, idet vi ikke ønsker en privatisering af fødsler. Og argumenterne mod private fødeklinikker er mange.

En private fødeklinik er kun et tilbud, hvis moderen er rask og der forventes en helt ukompliceret fødsel. Hvis der under fødslen er behov for smertelindring eller der opstår komplikationer, overføres den fødende til en fødeafdeling.

En overførsel vil altid være forbundet med alvorlige udfordringer for barnet, den fødende og hendes familie, uanset hvorfor det sker. Alene af sikkerhedsmæssige årsager skal fødsler derfor altid ske på fødesteder, hvor der er børneafdeling og tilstedeværelse af fødsels- og børnelæger.

Vi ser ind i en tid, hvor der vil komme til at være mangel på jordemødre. Samtidig forventes der et stigende antal fødsler.

En privat fødeklinik vil i værste fald dræne sygehusenes fødeafdelinger for jordemødre. En helt uacceptabel retning, hvor en privat fødeklinik kan overtage de helt ukomplicerede fødsler og de forventede mere risikofyldte fødsler skal foregå på sygehusenes fødesteder.

En privat fødeklinik vil samtidig medføre væsentlige større udgifter samlet set på fødeområdet i regionen. Det vil alt andet betyde, at der vil skulle ske besparelser på den øvrige sygehusdrift.

Andrea Terp
Bjergholt 3, Aabenraa
Regionrådsmedlem og kandidat for Socialdemokraterne