Af Theis Kylling Hommeltoft, 1. viceborgmester og gruppeformand

Ledelse i politik handler ikke kun om møder, dagsordener og mandater. Det handler også om mennesker. Om at se hinanden, give plads og skabe en kultur, hvor nye stemmer tør træde frem.

På seneste byrådsmøde holdt vores nye byrådsmedlem Lucas Lind sin første ordførertale i Aabenraa Byråd. For nogle kan det måske lyde som en lille ting. Men for mig var det et ganske særligt øjeblik.

At rejse sig i byrådssalen og tale på vegne af et parti er ikke bare en formel opgave. Det er et øjeblik, hvor man mærker demokratiets alvor. Man repræsenterer ikke kun sig selv. Man repræsenterer også de borgere, der har vist partiet tillid ved et valg.

Derfor valgte vi i den socialdemokratiske gruppe at markere dagen.

Inspireret af traditionen fra Christiansborg lod vi dagsordenspapiret gå rundt i salen, så alle tilstedeværende kunne skrive deres navn på det. Ikke kun vores egen gruppe, men hele byrådet. Der blev også samlet mønter på papiret, som traditionen foreskriver.

Det er en lille gestus. Men symboler betyder noget i politik.

Noget af det smukkeste var, at også Dorthe Andresens unge suppleant fra Slesvigsk Parti skrev sig på papiret. Kommunalpolitik er ofte præget af erfaring, historik og mange års kendskab til både sager og mennesker. Men vi har brug for flere unge i lokalpolitik. Derfor var det stærkt at se en ny generation være til stede netop dér, hvor et andet ungt menneske holdt sin første tale.

For mig siger det noget vigtigt om politisk ledelse.

Der findes masser af ledelsesteori om strategi, struktur og styring. Det er vigtigt. Men de bedste organisationer – også politiske grupper – lykkes sjældent alene gennem formelle beslutninger. De lykkes, fordi mennesker føler sig set, taget alvorligt og som en del af noget større.

Det kaldes ofte psykologisk tryghed: følelsen af, at man godt må træde frem, tage ordet, lære og udvikle sig uden frygt for at fejle. Det er afgørende i moderne ledelse. Og det er også afgørende i politik.

Som gruppeformand ser jeg derfor en vigtig opgave i ikke kun at lede det politiske arbejde, men også fællesskabet. At skabe en gruppe, hvor man både kan præstere og høre til. Hvor nye stemmer får plads. Hvor vi markerer de store øjeblikke. Og hvor vi husker hinanden på, hvorfor vi egentlig er her.

For demokratiet lever ikke kun af beslutningerne i byrådssalen.

Det lever også af kulturen mellem menneskerne i den.

Tak for en god første tale Lucas

Af Signe Bekker Dhiman, medlem af byrådet

Siden offentliggørelsen har projektet fyldt meget i både den offentlige debat, på sociale medier og omkring kaffebordene, og jeg har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger på planerne.

Det er den største og mest spændende kulturpolitiske beslutning, vi har truffet i min tid i byrådet og jeg glæder mig oprigtigt over, at vi nu har sikret os muligheden for at skabe noget, som kan få betydning for byen i mange årtier frem.

Ambitionsniveauet er højt. Perspektiverne er store. Og måske vigtigst af alt: Beslutningen er truffet af et enigt byråd.

Vi står med muligheden for at skabe noget helt særligt i Aabenraa. Et museum, der kan samle Franciska Clausens og andre kendte lokale kunstneres værker, vores maritime historie i én stærk helhed. Et levende museum, hvor kunst, historie, byliv og mennesker mødes.

For mig er Glødelampen den ideelle ramme om den ambition. Bygningen har en autenticitet og karakter, som man ikke kan tegne sig til på et stykke papir. Den fortæller allerede en historie, før den første udstilling er flyttet ind. Samtidig ligger den midt i byen, midt mellem mennesker og midt i hverdagslivet. Og samtidig tæt sammen med både musikskolen og Nygadehuset, og dermed kan området blive et kulturelt centrum midt i byen.

Jo mere jeg lærer bygningen at kende, desto mere har jeg svært ved at forestille mig et bedre sted til opgaven, men selvom Glødelampen i dag kan virke som et oplagt valg, har vejen hertil været både længere og mere kompleks, end mange måske forestiller sig.

For historien om Glødelampen begynder faktisk ikke med købet af bygningen på Nygade. Den begynder med Franciska Clausen.

I næsten 40 år har der været arbejdet for at skabe et museum, som kunne yde Franciska Clausen den plads og opmærksomhed, hun fortjener. Mange mennesker har gennem årene lagt kræfter i projektet uden at komme helt i mål.

I 2023 blev der indgået en aftale mellem fonden bag Franciska Clausen-samlingen og Museum Sønderjylland – en aftale som bestemt ikke var en selvfølge.

Gennem næsten 40 år havde der været fremlagt planer, visioner og ambitioner om et nyt museum for Franciska Clausen uden, at projektet var blevet realiseret. Derfor var det forståeligt, at tålmodigheden efterhånden var slidt tynd, og at tilliden til endnu en plan ikke kom af sig selv.

Aftalen i 2023 var resultatet af et langt, sejt og tillidsfuldt arbejde mellem fonden og Museum Sønderjylland. Et arbejde, som i høj grad handlede om at genopbygge troen på, at denne gang kunne ambitionerne faktisk blive ført ud i livet.

Samtidig blev samlingen deponeret hos Museum Sønderjylland. Den endelige overdragelse sker først, når alle nødvendige planer, aftaler, godkendelser og finansieringen af projektet er på plads.

Men aftalen byggede på én meget klar ufravigelig forudsætning: Det kommende museum skulle ligge på Kilen.

Halvandet år senere gik VUC Syd konkurs, men Glødelampen var ikke en mulighed, man kunne gribe fra den ene dag til den anden

Hvis bygningen på Nygade skulle komme i spil, krævede det først, at fonden og Museum Sønderjylland kunne nå frem til en ny fælles forståelse af projektet.

Gennem 2025 og begyndelsen af 2026 arbejdede parterne derfor tæt sammen om at afklare, om Glødelampen kunne indfri de samme ambitioner som det museum, der oprindeligt var planlagt på Kilen.

Det resulterede i starten af 2026 i en fornyet aftale mellem parterne, som gjorde Glødelampen til en reel mulighed.

Det var afgørende. For først da den fælles forståelse var på plads, gav det mening at begynde de kommunale drøftelser om et køb af bygningen.

Intet af dette var en selvfølge.

Hverken aftalen fra 2023, ændringen af den i 2026 eller muligheden for, at Glødelampen kunne blive en del af løsningen. Det er alt sammen resultatet af hårdt arbejde, stor tålmodighed og et godt samarbejde mellem fonden, Museum Sønderjylland og Aabenraa Kommune.

Selvom Franciska Clausen-samlingen er et bærende element og helt central for mulighederne for at tiltrække ekstern finansiering til projektet, skal det kommende museum også rumme vores imponerende maritime samling og skabe plads til at formidle værker af andre kunstnere fra grænselandet.

Forskellen er bare, at de samlinger allerede er vores. Det er Franciska Clausen-samlingen ikke.

Derfor var det afgørende at få afklaret, om Glødelampen reelt kunne løfte den opgave, som det planlagte museum på Kilen var tiltænkt.

Det handlede ikke kun om kvadratmeter eller beliggenhed. Det handlede også om sikring, klimaforhold, logistik, publikumsfaciliteter og de mange andre krav, der følger med, når man ønsker at skabe et museum på internationalt niveau.

Et af de væsentlige spørgsmål var, om bygningen kunne indrettes til den højeste sikringsklassificering. Ikke alene af hensyn til Franciska Clausen-samlingen, men også fordi et museum med de ambitioner, vi har, skal kunne indlåne betydningsfulde værker fra andre museer og samlinger.

Hvis vi ønsker skiftende udstillinger, stærke samarbejder og et museum med både national og international gennemslagskraft, er det en forudsætning.

Det var blandt de mange forhold, der skulle undersøges og afklares, før Museum Sønderjylland kunne tage stilling til, om Glødelampen kunne blive rammen om fremtidens museum.

Som byråd stod vi med muligheden for at erhverve en markant bygning med et enormt potentiale til en pris, der kunne gøre projektet realistisk. Men kun hvis vi gjorde det rigtigt.

Derfor kunne processen ikke foregå gennem pressemeddelelser, Facebook-opslag og offentlige ønsker om at købe bygningen. For enhver, der har prøvet at købe fast ejendom, ved, at det sjældent gør prisen lavere, hvis man fortæller hele verden, hvor gerne man vil have den.

Fortroligheden handlede derfor ikke om at holde noget skjult for borgerne. Den handlede om at passe på projektet. Og om at passe på skatteborgernes penge.

Og helt ærligt: Det krævede også noget af os som politikere, især fordi vi befandt os midt i et valgår. Et tidspunkt, hvor det kan være fristende at jagte overskrifter eller positionere sig som den, der fik den gode idé først.

Heldigvis valgte stort set hele byrådet ikke at gamble med den mulighed, vi stod med, og det fortjener respekt.

Personligt har jeg haft mulighed for at følge processen tæt fra flere vinkler, både som byrådsmedlem men især som bestyrelsesmedlem i Museum Sønderjylland og gennem samarbejdet med fonden bag Franciska Clausen-samlingen.

Det har været både intenst og utrolig spændende – og det bedste ligger stadig foran os. Det glæder jeg mig virkelig til!

Af Folketingskandidat Theis Kylling Hommeltoft

Donald Trump er igen ved at vise, hvorfor mange amerikanere bliver mere og mere bekymrede for hans måde at bruge magten på.

Den seneste tid har budt på flere sager, der tilsammen tegner et alvorligt billede. Det handler ikke kun om almindelig politisk uenighed. Det handler om en præsident, der i stigende grad bruger staten, symbolerne og institutionerne til at ophøje sig selv og belønne sine egne.

Et af de mest opsigtsvækkende eksempler er forliget mellem Trump og hans eget justitsministerium. Trump havde sagsøgt den amerikanske stat for ti milliarder dollar, men har nu droppet sagen mod, at der oprettes en ny statslig fond. Fonden får næsten 1,776 milliarder dollar – omkring 11,5 milliarder kroner – til at udbetale erstatning til personer, der mener, de har været udsat for “politisk motiveret retsforfølgelse og magtmisbrug” .

Det lyder teknisk. Men politisk er det sprængfarligt.

Kritikere peger på, at fondens kriterier er meget uklare, og at den i praksis kan blive en pengekasse for Trumps politiske allierede. En amerikansk ekspert i offentlig etik, Richard Briffault fra Columbia University, siger ifølge TV 2, at fonden uden klare retningslinjer i praksis er “en åben pengekasse” .

Det mest alvorlige er, at fonden kan komme til at støtte personer, som har været dømt eller retsforfulgt efter stormen på Kongressen den 6. januar 2021. Altså mennesker, der angreb politifolk, trængte ind i demokratiets centrum og forsøgte at forhindre en lovlig magtoverdragelse. Trump har ikke villet afvise, at netop disse personer kan få penge fra fonden.

Samtidig ser vi en præsident, der bruger enorme kræfter på selvforherligelse. Der tales om store monumenter – blandt andet en triumfbue, der skal overgå den i Paris. Og nu også om at få Donald Trumps eget ansigt på en ny 250-dollarseddel i anledning af USA’s 250-års jubilæum.

Det er værd at stoppe op ved. For amerikansk lovgivning forbyder i dag, at levende personer afbildes på amerikansk valuta. Den regel går helt tilbage til 1866 og blev netop indført for at undgå indtrykket af, at USA skulle ligne et monarki. Alligevel arbejder Trump-administrationen ifølge de oplysninger, der er kommet frem, på at være klar, hvis Kongressen ændrer loven.

Det siger meget om øjeblikket. USA’s nationaldag og 250-års jubilæum burde handle om folkestyret, forfatningen og den amerikanske befolknings fælles historie. I stedet risikerer fejringen at blive gjort til en fortælling om én mand.

Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Hakeem Jeffries, rammer det præcist med sin kritik: Den kommende 4. juli-årsdag handler ikke om en kommende konge. Den handler om den amerikanske rejse.

Netop dér ligger sagens kerne. Monumenter, mønter og pengesedler er ikke neutrale symboler. De fortæller, hvem et samfund vælger at ære. Når en siddende præsident vil sætte sit eget ansigt på nationens penge og samtidig bygge monumenter, der skal overgå Europas historiske vartegn, er det ikke bare forfængelighed. Det er en politisk markering: Staten skal spejle lederen.

Det er ikke almindelig konservativ politik. Det er en farlig forskydning af demokratiets grænser.

Og det sker på et tidspunkt, hvor Trump mister opbakning i den amerikanske befolkning. Det er ikke svært at forstå. Mange amerikanere kæmper med høje priser, usikkerhed og bekymringer for fremtiden. De har brug for en præsident, der samler landet og styrker tilliden. I stedet får de magtkampe, hævnpolitik og økonomiske ordninger, som selv vagthundsorganisationer kalder dybt korrupte. Organisationen CREW betegner ifølge TV 2 forliget som “det mest skamløse tilfælde af selvberigelse i præsidentembedets historie” .

Det er også værd at bemærke, at uroen ikke kun findes hos Demokraterne. Når republikanske senatorer begynder at gøre modstand, viser det, at sagen ikke alene handler om klassisk partipolitik. Den handler om noget større: retsstat, ansvarlighed og respekt for demokratiets spilleregler.

For os i Danmark er der en vigtig påmindelse her. Demokrati ødelægges sjældent på én dag. Det sker gradvist, når grænser flyttes. Når magthavere begynder at behandle staten som deres egen ejendom. Når politiske venner belønnes, og kritikere straffes. Når angreb på demokratiet bliver omskrevet til offerhistorier. Og når nationale symboler bliver brugt til at dyrke en leder i stedet for at samle et folk.

Derfor skal vi tage udviklingen i USA alvorligt. Ikke med skadefryd, men med omtanke.

For demokratiet lever ikke af store monumenter, mønter med præsidenters ansigter eller højlydte taler. Det lever af tillid, ansvar, frie medier, uafhængige domstole og respekt for, at magten aldrig tilhører én person.

Den tilhører borgerne.

På Marienborg forhandles der i disse dage intenst om en ny regering. Meget tyder på, at vi kan være på vej mod en regering med Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale Venstre. Ude i kulissen står Enhedslisten, som efter alt at dømme vil få en vigtig rolle som parlamentarisk grundlag.

Det betyder én ting: Der venter store kompromisser.

Og det bliver ikke nogen let øvelse. For vi ved godt, at partierne kommer med meget forskellige politiske udgangspunkter. Særligt på den økonomiske politik er afstanden stor. Det gælder spørgsmål om skat, reformer og arbejdsudbud, hvor Moderaterne og De Radikale står et andet sted end SF — og også et andet sted end mange af os socialdemokrater.

Derfor skal vi gå ind i det her med åbne øjne.

SF har god grund til at være på vagt. De husker stadig regeringsdannelsen i 2011, hvor den nye røde regering endte med et regeringsgrundlag, der i store træk videreførte VK-regeringens økonomiske politik. Det var tæt på at kværne SF politisk. Den erfaring skal vi tage alvorligt. For hvis en ny regering bliver oplevet som et projekt, hvor blå økonomisk politik får lov at sætte retningen, så bliver det ikke kun svært for SF. Så bliver det også svært for os.

Samtidig har Moderaterne også noget på spil.

Vi har netop haft 14 dage, hvor Troels Lund Poulsen undersøgte, om der fandtes et blåt alternativ. Det gjorde der måske på papiret: en VLAK-lignende regering baseret på Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne. Men den model kunne Lars Løkke Rasmussen ikke leve med. Og dermed har Moderaterne også betalt en pris. Fortællingen om, at det kun handler om “noget og ikke nogen”, bliver sværere at fastholde, når man alligevel ikke kan se sig selv i et borgerligt flertal.

Derfor vil Moderaterne uden tvivl forsøge at få blå økonomisk politik med ind i en ny regering. Det er her, spændingerne kan opstå. Og det er her, vi som socialdemokrater skal være tydelige.

For vi går ikke ind i politik for at føre blå reformpolitik med rød indpakning.

Vi går ind i politik for at skabe tryghed, ordentlighed og muligheder for almindelige mennesker. Vi tror på arbejde, fællesskab og ansvar. Vi tror på, at økonomien skal hænge sammen — men også på, at økonomisk ansvarlighed aldrig må blive en undskyldning for at glemme mennesker, velfærd og sammenhængskraft.

Derfor ser jeg også en stor mulighed i den regering, der måske er på vej.

For hvis der er ét område, der kan binde den sammen, så er det klima, natur og miljø.

Det kan blive limen i regeringen.

Danmark har brug for en regering, der for alvor tager klima- og miljøudfordringerne på sig. Ikke kun i flotte taler, men i konkret politik. Vi har fjorde, der er pressede. Vi har et vandmiljø, der kræver handling. Vi har behov for renere drikkevand, mere natur og en grøn omstilling af landbruget, som både er ambitiøs og realistisk.

Og her har vi socialdemokrater en helt afgørende rolle.

Vi skal sikre, at den grønne omstilling ikke bliver et projekt for de få, men et fælles projekt for hele Danmark. Den må ikke blive dyrere hverdage uden svar. Den må ikke blive skrivebordsløsninger langt væk fra virkeligheden. Den skal skabe nye arbejdspladser, ny tryghed og nye muligheder — også uden for de største byer.

Det gælder ikke mindst her hos os i Aabenraa Kommune.

For den grønne omstilling er ikke noget abstrakt. Den handler om vores fjorde, vores natur, vores landbrug, vores virksomheder, vores lokalsamfund og vores børns fremtid. Den handler om, hvordan vi skaber udvikling i hele Danmark, uden at nogen bliver hægtet af.

Derfor er jeg både spændt og håbefuld.

En regering med Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale Venstre vil være fuld af indbyggede spændinger. Det skal vi ikke bilde hinanden andet ind. Men den kan også blive historisk, hvis klima, natur og miljø bliver det fælles projekt — og hvis vi socialdemokrater sikrer, at det sker med jordforbindelse, social retfærdighed og respekt for almindelige menneskers hverdag.

Det er ikke en let opgave.

Men det er måske netop den opgave, Danmark har brug for, at vi tager på os.

Kære alle, Vi er i fuld gang med folketingsvalget den 24. marts 2026. Målet er klart: Det skal lykkes os at få et lokalt mandat fra Aabenraa i Folketinget.

Flere lokale kandidater stiller op i vores kreds: Thomas Andresen (Venstre), Rasmus Elkjær (Konservative), Kim Doberck (Dansk Folkeparti), Patrick Bryhl (Danmarksdemokraterne), Jan Køpke (Borgernes Parti) og Christian Mutwa Christensen (SF). Mulighederne er der altså. Spørgsmålet er, hvem der formår at samle de lokale stemmer.

Hvis vi i Socialdemokratiet formår at udnytte den længere valgkamp klogt, kan vi flytte stemmer hjem – og så kan den sidste plads i Sydjyllands Storkreds lige så godt gå til Aabenraa som til Vejen eller Fredericia. Holder vi ikke de seks mandater samlet i kredsen, bliver kampen om den sidste plads benhård. Men stemmerne er her. Ved sidste folketingsvalg blev der afgivet 4.926 listestemmer i Aabenraa. Havde de været personlige stemmer på mig, ville det have bragt mig op på 8.076 stemmer – svarende til mandat nummer tre i kredsen. Det viser én ting: Intet er umuligt. Men det kræver, at vi står sammen. At vi er tydelige i vores budskab. At vi tager samtalerne ved køkkenbordene, på arbejdspladserne og til arrangementerne. Og at vi bakker op om hinanden – både fysisk og digitalt.

Derfor: Sæt kryds ved Kylling. Følg gerne med på min Facebook og på vores hjemmeside. Del, like og kommentér – det betyder mere, end man tror, og det er en konkret hjælp i valgkampen. God valgkamp til os alle.

Sammen kan vi gøre det. 

Kære socialdemokrat

Som du ved, venter der et folketingsvalg i løbet af 2026. Et valg, der tegner til at blive både spændende og afgørende – og ikke mindst et valg, hvor der igen er mulighed for, at Aabenraa Kommune får sin egen repræsentant i Folketinget.

Vores egen Theis Kylling Hommeltoft er folketingskandidat for Socialdemokratiet, og vi vil naturligvis gøre alt, hvad vi kan, for at få ham valgt ind. Men vi kan ikke løfte opgaven alene. Derfor får vi brug for al den hjælp og opbakning, vi kan få fra jer medlemmer.

Har du lyst eller mulighed for at give en hånd med – fx til plakatophængning eller andre praktiske opgaver i forbindelse med valgkampen – må du meget gerne allerede nu give en tilkendegivelse.

Send en mail til:
Runa Barbara Petersen
Formand, Aabenraa Partiforening
📧 Runa.B.Petersen@outlook.dk

Så kontakter vi dig, så snart valget bliver udskrevet.

Kommende aktiviteter
Der arbejdes i øjeblikket på et forårsarrangement i partiforeningen – mere information følger, men glæd jer.

Derudover afholder Aabenraa Partiforening generalforsamling den 9. marts. Indkaldelse og dagsorden følger særskilt.

Styrket samarbejde med fagbevægelsen

I Aabenraa Partiforening har vi den seneste tid arbejdet målrettet på at reetablere og styrke relationen til fagforeningerne, blandt andet 3F. Der har allerede været afholdt møder, og stemningen er både positiv og konstruktiv.

Derfor forventer vi også, at partiforeningens generalforsamling kan afholdes i 3F’s lokaler, som vi har gjort det i mange år tidligere. Det glæder vi os meget over og ser som et vigtigt skridt i retning af et stærkere fællesskab mellem parti og fagbevægelse.

Vi håber at se mange af jer – både i det kommende arbejde og til vores arrangementer.

Bedste socialdemokratiske hilsner

På vegene af Bestyrelsen
Runa Barbara Petersen
Formand i Aabenraa Partiforening