Nyt fra Christel Schaldemose

Kære venner.

Så er det igen tid til en opdatering fra mit arbejde i EuropaParlamentet.

1. maj – sammen på afstand Arbejdernes kampdag er altid noget helt særligt. I år var den også usædvanlig. Den stod i skyggen af coronavirussen, og det var den første kampdag siden besættelsen, hvor de store forsamlinger var aflyst.

Alligevel var det en festdag. Vi var sammen om at holde afstand, og det var opløftende at mærke det stærke sammenhold og gejsten på trods af coronaen.

Mit budskab på dette års kampdag var, at krisen har vist, den socialdemokratiske løsning, den danske løsning som den bedste løsning. Den hjælper både arbejdstagere og virksomheder. Når vi i disse dage taler om den danske model, så taler vi ikke kun om arbejdsmarkedet. Vi taler også om Danmarks håndtering af coronakrisen.

Vi har ikke selv valgt coronaen, men vi vælger selv vores modsvar, og hold op, hvor er jeg er stolt af den måde, Mette og regeringen hjemme i Danmark har handlet. Pragmatisk, realistisk og ansvarligt. Netop dét, vi er gode til i Danmark. Det skaber også et solidt fundament for godt europæisk samarbejde.

Jeg hører mine kollegaer i EuropaParlamentet fremhæve den danske model, som inspiration til andre for at komme igennem krisen. Det gør mig stolt. Netop det europæiske samarbejde har vi også fejret denne måned.

Vi markerede 70-året for den såkaldte Schumanerklæring, der dannede grundlag for dét, vi i dag kender som EU. Det er værd at fejre. Gennem EU er århundreders krig og konflikt blevet erstattet af samarbejde, og sådan skal det blive ved med at være. Derfor skal vi også holde fast i de værdier, som binder os sammen. Det gælder ikke mindst i tider, som dem, vi oplever nu. Vi skal sikre en stærk europæisk forsyningskæde

Der er fuld knald på det daglige arbejde i Europa-Parlamentet hvor vi arbejder hjemmefra. En af de dagsordner, jeg vægter højt, er at sikre, at de europæiske lande bliver langt mere selvforsynende, når det kommer til medicin og udstyr. Coronakrisen har udstillet en sårbarhed i EU og understreget behovet for at styrke den europæiske forsyningskæde. Vi har set lande kæmpe mod hinanden for at få fingre i eftertragtede værnemidler. Vi har også set, manglende kontrol med nogle af de kritiske produkter og teknologier, som er blevet fragtet til Europa fra tredjelande. Det skal vi have gjort noget ved. Ikke hver for sig, men i fællesskab i EU. Vi skal sikre, at vi har den fornødne hjemmeproduktion af kritiske produkter i Europa, så vi står bedre rustet, hvis en ny pandemi pludselig skulle bryde ud. Det duer ikke, at vi ikke kan producere nødvendig medicin og medicinsk udstyr, fordi en fabrik i fx Kina eller Indien lukker ned. Dét er en dagsorden som jeg vil arbejde benhårdt for at vi lykkes med.

Vi er også i fuld gang med handlingsplanen for den cirkulære økonomi. Krisen har givet os en mulighed for at stoppe op og gentænke den måde vi lever på. Planerne for den cirkulære økonomi og den grønne pagt skal være motoren og kompasset for vores vej ud af krisen. EU’s industrier kan ikke fortsætte med at spilde værdifulde ressourcer. Vi skal sikre en stærk cirkulær økonomi, der redder klimaet og samtidig sparer virksomhederne penge.

 

Mvh Christel Schaldemose,

Gruppeformand, Socialdemokratiet i EuropaParlamentet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2021 Socialdemokratiet Aabenraa Kommune