“Det nytter noget at kæmpe fra udskiftningsbænken”

“Det nytter noget at kæmpe fra udskiftningsbænken” af Theis K. Hommeltoft, folketingskandidat

Som folketingskandidat kan man indimellem godt blive lidt småfrustreret over afstanden mellem os kandidater og vore venner i Folketinget. Afstanden er nemlig stor, og indflydelsen og indsigten som kandidat er meget begrænset.

Men ikke altid. I juni måned 2020 skrev Jan Stubberup, Povl Kylling Petersen og jeg i fællesskab et brev til Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil om indførelse af minimumsnormeringer. For os at se var det en fejl, at alle privatinstitutioner blev betragtet ens, og ikke fik andel i de ekstra midler, som regeringen sender til daginstitutionerne.

Ingen af os har behov for at kæmpe for, at privatinstitutioner, hvor en ejerkreds kan udtage et overskud, skal tilgodeses med ekstra penge fra regeringen. Men de fleste privatinstitutioner – som f.eks. den, jeg selv har barn i – drives på en måde, så ingen privatpersoner eller selskaber kan trække penge ud af institutionen. Disse institutioner drives faktisk som var de selvejende.

Vi kan nu konstatere, at ministeren har lyttet, så midlerne til minimumsnormering efter oplægget også kommer de privatinstitutioner til gode, som vel at mærke ikke driver institutionen for at skabe et overskud til en tilfældig ejerkreds.

Positivt at opleve, at vore ministre lytter til baglandet. Nu må vi så afvente og se, om regeringen kan fastholde et flertal for ændringerne.
Jeg ønsker hermed alle en glædelig jul samt et godt nytår.

Theis K. Hommeltoft
folketingskandidat

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2021 Socialdemokratiet Aabenraa Kommune