Helle Dantoft

Udannet Social- og sundhedsassistent

Uddannet Socialrådgiver – handicap og psykiatri Aabenraa kommune

Censor på SOSU uddannelserne SOSU Syd

Tidligere formand Høje Kolstrup boldklub

Medlem af §17.4 integrationsudvalget på vegne af foreningslivet

Formand BVU idrætsforening i Bolderslev

Formand Socialdemokratiske partiforening i Tinglev

Jeg vil bringe virkeligheden ind i den politiske verden

Mit navn er Helle Dantoft. Jeg er 39 år, og bor i Bolderslev med min kæreste Marco, som er medindehaver af Nh. Camping i Rødekro. Vi har tilsammen fire børn. Sabrina på 23, som er lærer, Noah på 17, der går på gymnasiet, Niclas på 18- nyligt dimitteret fra gymnasiet og Jonas på 14 som går i folkeskolen.

Alle vores børn har siden de var helt små været aktive i idræts – og foreningslivet. Med tre drenge, har det været fodbolden, der trak og derfor også årsagen til, at jeg dengang blev fodboldtræner i Høje Kolstrup boldklub og senere som bestyrelsesmedlem og formand. I min tid som formand, var jeg med til at etablere et samarbejde med Get2sport. I dette samarbejde, fik vi på Høje Kolstrup oprettet en årlig fodboldskole, som troligt fortsætter hvert år.

Efter jeg er flyttet til Bolderslev, og formandsposten i Høje Kolstrup boldklub blev givet videre, hev foreningslivet dog stadig i mig. Jeg blev hurtigt involveret i bestyrelsesarbejdet i BVU i Bolderslev idrætsforening, hvor jeg nu er formand.

Foreningslivet er der hvor man som barn, ung og voksen skaber samhørighed, oplevelser og venskaber. For, at foreningerne kan fortsætte med frivillige kræfter, skal vi holde en hånd under foreningslivet.

Som 16-årig startede jeg som ferieafløser i hjemmeplejen. Jeg har altid vidst, at jeg skulle arbejde med mennesker, og det faldt mig naturligt at gå ind i arbejdet i borgernes hjem med respekten for den enkelte og nysgerrigheden i, at det var mennesker med en del længere livserfaring, end jeg selv havde. Jeg blev uddannet social – og sundhedsassistent og blev inden min afsluttende eksamen, ansat på infektionsmedicinsk afdeling på Herlev hospital. Jeg havde under uddannelsen vikarieret på andre sygehuse, hvor SOSU´er ”kun” måtte pleje patienterne. På Herlev hospital blev SOSU ´er videreuddannet til at håndtere mange flere opgaver. Det voksede jeg i. Det gav en følelse af anerkendelse og ansvar, som gjorde, at jeg mødte på arbejde med faglig stolthed og følelsen af, at der var tillid til mig. Jeg tror på, at når man som personale har med mennesker at gøre, oplever tillid, trivsel, udvikling og medindflydelse på sit arbejdsliv, så vil der være et endnu større overskud til borgeren. Det er vores vigtigste opgave at sikre vores borgere får den bedste pleje og omsorg og det skal der altid arbejdes for.

Siden min tidlige barndom har jeg læst socialrådgiveren Tine Brylds bøger. Jeg var og er dybt fascineret af hendes medmenneskelighed og hendes kamp for de udsatte. Mit ønske har altid været at blive socialrådgiver. Jeg vidste, at jeg i så fald ville få brug for en stor rygsæk med erfaringer og ballast, så jeg kunne møde disse mennesker med forståelse og indsigt.

Jeg er i dag socialrådgiver og arbejder til dagligt på Aabenraa kommune inden for handicap og psykiatri. Jeg føler, at jeg har fået en del i min rygsæk, men den vil aldrig være helt fyldt, for jeg lærer hver dag nyt i mit arbejde.

Mit ønske er at bringe dagligdagen fra en socialrådgiver og SOSU ind i politik. Ikke kun fra et medarbejderperspektiv, men især for at tale højt fra et borgerperspektiv. Hvilke mangler har vi i kommunen, hvad kan vi arbejde endnu mere og bedre for. Vi skal i større dialog med borgerne og de som til dagligt er tæt på borgerne, så vi altid er i udvikling med borgeren i centrum.

Vi skal give plads og tillid til kreativitet og større styring til de, som kender vores handicappede og udsatte bedst. Vi skal stole på deres faglighed og erfaringer, ligesom man i sin tid stolede på SOSU´erne og mig på Herlev hospital.

 

Copyright © 2021 Socialdemokratiet Aabenraa Kommune