Signe Bekker Dhiman
Mit navn er Signe Bekker Dhiman. Jeg er 38 år og bor i Aabenraa sammen med min mand, Shane, og vores to drenge, Noah (14) og Milo (6).
Den gang jeg havde en fritid, spillede jeg en del musik og teater, ligesom jeg, siden jeg var ganske ung, har siddet i forskellige bestyrelser. Efter jeg kom i byrådet, er den rest af fritid, jeg har tilbage, helliget min familie; man har jo kun sine børn til låns. Og jeg er så heldig, at min mand er musiker, så vi kan spille og synge sammen, når børnene er puttet.
Jeg har læst dansk litteratur, sprog og medievidenskab på universitet, og er derudover uddannet lærer, ligesom jeg har en diplomuddannelse i erhvervspædagogik og psykologi.
Disse uddannelser har jeg brugt i mine ansættelser på hhv. daværende Rødekro Skole, hvor jeg underviste i overbygningen samt som klasselærer i specialklasserækken, og i de 6 år, hvor jeg underviste på SOSU-skolen i Aabenraa. Men der udover har jeg også haft flere ufaglærte jobs; mit år som bartender på Brundtlandbanen i Toftlund har ikke umiddelbart givet mig erfaringer, der er direkte anvendelige i mit politiske virke; det har til gengæld mine 5 år som fast tilkaldevikar på Plejecenteret Møllemærsk. Mine jobs har givet mig en bred erfaring inden for arbejdet med mennesker; jeg ved, at et barn med ADHD kan reagere lige så voldsomt på ændrede rutiner, som en dement kan på en blærebetændelse.
For tre år siden fik min ansættelse som UU-vejleder i Haderslev Kommune en brat afslutning, da jeg fik en fodbold i hovedet og erhvervede mig en habil og langvarig hjernerystelse, et piskesmæld og en diskusprolaps. Det er invaliderende skavanker, jeg kommer til at skulle leve med resten af mit liv, og jeg har derfor de sidste tre år fået et ganske indgående kendskab til sygedagpengesystemet og vores jobcenter. Jeg håber at blive endeligt afklaret ift. min arbejdsevne ud over det, der allerede er dokumenteret i varetagelsen af mit byrådshverv, i år.
For jeg er en af de heldige kartofler, som borgerne har vist den tillid at lade repræsentere sig i Aabenraa Kommunes byråd. Faktisk sidder jeg der nu i min tredje periode, og jeg er så privilegeret at få lov at arbejde med de fagområder, jeg brænder allermest for; børn, unge, uddannelse, kultur og fritid.
Både som mor og som uddannet lærer giver min interesse i og erfaring inden for børn, unge og uddannelse måske sig selv, men der udover banker mit hjerte især for de særligt udsatte børn. Derfor har jeg også i nu snart 8 år siddet som formand for kommunens børn og ungeudvalg; der, hvor vi træffer afgørelser om tvangsmæssige foranstaltninger (herunder anbringelser) af nogle af vores mest udsatte børn. Det er et på mange niveauer hårdt område at arbejde inden for – men for mig giver det rigtig god mening at få lov at gøre en direkte forskel for det enkelte barn, ligesom jeg synes, bevidstheden om disse børn er vigtig at have i baghovedet i politiske beslutninger, vi træffer i andre sammenhænge. For ellers er politik jo ofte noget, vi laver ”på afstand” og på et mere overordnet plan.
Jeg har også de seneste 8 år fået lov at sidde i kultur- og fritidsudvalget. Her er et af mine fokuspunkter, at vi ikke skal lave lappeløsninger, men træffe nogle beslutninger, som kan fungerer for hele områder; efter den efterhånden gamle kommunesammenlægning støder vi ind imellem stadig på særordninger, ingen kan forklare, hvor stammer fra. Jeg synes, det er vigtigt at behandle alle lige – men også at have en bevidsthed om, at den store forskelligartethed, der er i de forskellige områder og tilbud i vores store kommune kræver, at de ”modeller”, vi laver, skal kunne rumme de forskellige behov, der er i det enkelte lokalsamfund.
Som tidligere foreningsmenneske mener jeg selv at have et indblik i kultur- og fritidsområdet og dets udfordringer, og jeg arbejder derfor konstant for en øget dialog og inddragelse af de borgere, vores beslutninger omhandler.
Og nu, vi er ved dét med dialog og inddragelse; det er på tide, at vi får en borgmester i Aabenraa, som ikke betragter sig selv som ”direktøren for det hele”. Vi skal have kompetencerne tilbage til fagudvalgene og tilliden tilbage til disses formænd. Jeg er træt af, at der laves planer og træffes beslutninger på borgmesterkontoret uden, at fagudvalgene bliver involveret, før processerne er så fremskredne, at de nærmest er umulige at bremse.
Jeg drømmer om nye tider for det politiske liv i Aabenraa Kommune, og jeg vil gøre mit til, at der kan komme et nyt flertal, der kan udstikke en ny kurs og tilgang til processerne.
