Dobbeltmoralens pris: Når danske forbrugsvaner kolliderer med vores ansvar for mennesker og miljø
Som danskere er vi kendt for at værne om miljøet og holde en høj standard, når det kommer til menneskerettigheder og bæredygtighed. Vi taler varmt om grøn omstilling, men når vi ser på vores forbrugsmønstre, afsløres en dobbeltmoral, som udfordrer vores selvbillede. Vi køber gerne elbiler og handler på udenlandske platforme som Temu – uden at tage ansvar for de konsekvenser, disse valg har for mennesker og miljø uden for EU’s grænser.
Tag elbilens batteri som et eksempel. Selvom elbiler ses som en miljøvenlig løsning, ignoreres ofte det store aftryk, som batteriproduktionen efterlader. Batterierne produceres typisk i lande, hvor udvindingen af råstoffer som litium og kobolt ødelægger naturen og skaber alvorlige arbejdsvilkår for de lokale. Det er nemt at vende det blinde øje til, så længe bilen kører emissionsfrit på de danske veje. Men spørgsmålet er, om vi kan fortsætte med at fralægge os ansvaret, når de menneskelige og miljømæssige konsekvenser rammer så hårdt andre steder.
Vi ser samme dobbeltmoral i danskernes forbrug på platforme som Temu, hvor billige varer fra Kina vælter ind på markedet, og nærmest 40% af danskerne handler i dag på Temu. Her er priserne presset i bund, og forbrugerne lokkes af lave omkostninger uden tanke for arbejdsvilkår og sundhedsskadelige følgevirkninger, da undersøgelser viser at produkterne f.eks. indeholder langt flere ftalater end tilladt i EU.
Med julen på vej forventes en eksplosiv vækst i denne handel – en vækst, der drives af vores trang til hurtige, billige køb, som vi desværre sjældent tager ansvar for. Man kan undre sig over, hvordan det hænger sammen med den ellers høje danske standard for arbejdsvilkår og miljøhensyn.
Når vi taler om ansvar, må vi også kigge på vores egne institutioner. Flere danske kommuner kritiseres nu for at investere i sortlistede virksomheder, der er kendt for udnyttelse af arbejdskraft eller miljøskadelige praksisser i udlandet. Og her står vi med et tankevækkende paradoks. For mens vi som borgere er villige til at ignorere de etiske konsekvenser af egne køb og gerne forherliger elbiler og billige varer uden tanke på miljøet og arbejdsforholdene uden for EU, så forventes kommunerne at leve op til langt højere standarder med de offentlige midler, de forvalter. Så længe det ikke er vores egne penge, hæver vi moralens flag højt og peger fingre, men når vi som privatpersoner handler, er samvittigheden tilsyneladende fleksibel.
Det store spørgsmål er derfor, om vi som samfund har skabt en situation, hvor vi forlanger moral af det offentlige, men praktiserer noget ganske andet privat. Kan vi forvente, at vores institutioner bærer et etisk ansvar, som vi selv ser bort fra i vores egne valg? Hvis vi virkelig vil gøre en forskel, må vi begynde med os selv og se kritisk på vores egne handlinger – for dobbeltmoralen koster dyrt.
Misforstå mig ikke, jeg retfærdiggøre ikke kommunernes investeringer.
Og måske står vi alle for foden af Sinaibjerget og tilbeder Guldkalven, i jagten på alt det de andre har.
Theis Kylling Hommeltoft
Folketingskandidat for Socialdemokratiet i Aabenraa
Nørreskovparken 3c, 6200 Aabenraa.