USA: Når demokratiet bliver et personligt projekt

Af Folketingskandidat Theis Kylling Hommeltoft

Donald Trump er igen ved at vise, hvorfor mange amerikanere bliver mere og mere bekymrede for hans måde at bruge magten på.

Den seneste tid har budt på flere sager, der tilsammen tegner et alvorligt billede. Det handler ikke kun om almindelig politisk uenighed. Det handler om en præsident, der i stigende grad bruger staten, symbolerne og institutionerne til at ophøje sig selv og belønne sine egne.

Et af de mest opsigtsvækkende eksempler er forliget mellem Trump og hans eget justitsministerium. Trump havde sagsøgt den amerikanske stat for ti milliarder dollar, men har nu droppet sagen mod, at der oprettes en ny statslig fond. Fonden får næsten 1,776 milliarder dollar – omkring 11,5 milliarder kroner – til at udbetale erstatning til personer, der mener, de har været udsat for “politisk motiveret retsforfølgelse og magtmisbrug” .

Det lyder teknisk. Men politisk er det sprængfarligt.

Kritikere peger på, at fondens kriterier er meget uklare, og at den i praksis kan blive en pengekasse for Trumps politiske allierede. En amerikansk ekspert i offentlig etik, Richard Briffault fra Columbia University, siger ifølge TV 2, at fonden uden klare retningslinjer i praksis er “en åben pengekasse” .

Det mest alvorlige er, at fonden kan komme til at støtte personer, som har været dømt eller retsforfulgt efter stormen på Kongressen den 6. januar 2021. Altså mennesker, der angreb politifolk, trængte ind i demokratiets centrum og forsøgte at forhindre en lovlig magtoverdragelse. Trump har ikke villet afvise, at netop disse personer kan få penge fra fonden.

Samtidig ser vi en præsident, der bruger enorme kræfter på selvforherligelse. Der tales om store monumenter – blandt andet en triumfbue, der skal overgå den i Paris. Og nu også om at få Donald Trumps eget ansigt på en ny 250-dollarseddel i anledning af USA’s 250-års jubilæum.

Det er værd at stoppe op ved. For amerikansk lovgivning forbyder i dag, at levende personer afbildes på amerikansk valuta. Den regel går helt tilbage til 1866 og blev netop indført for at undgå indtrykket af, at USA skulle ligne et monarki. Alligevel arbejder Trump-administrationen ifølge de oplysninger, der er kommet frem, på at være klar, hvis Kongressen ændrer loven.

Det siger meget om øjeblikket. USA’s nationaldag og 250-års jubilæum burde handle om folkestyret, forfatningen og den amerikanske befolknings fælles historie. I stedet risikerer fejringen at blive gjort til en fortælling om én mand.

Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Hakeem Jeffries, rammer det præcist med sin kritik: Den kommende 4. juli-årsdag handler ikke om en kommende konge. Den handler om den amerikanske rejse.

Netop dér ligger sagens kerne. Monumenter, mønter og pengesedler er ikke neutrale symboler. De fortæller, hvem et samfund vælger at ære. Når en siddende præsident vil sætte sit eget ansigt på nationens penge og samtidig bygge monumenter, der skal overgå Europas historiske vartegn, er det ikke bare forfængelighed. Det er en politisk markering: Staten skal spejle lederen.

Det er ikke almindelig konservativ politik. Det er en farlig forskydning af demokratiets grænser.

Og det sker på et tidspunkt, hvor Trump mister opbakning i den amerikanske befolkning. Det er ikke svært at forstå. Mange amerikanere kæmper med høje priser, usikkerhed og bekymringer for fremtiden. De har brug for en præsident, der samler landet og styrker tilliden. I stedet får de magtkampe, hævnpolitik og økonomiske ordninger, som selv vagthundsorganisationer kalder dybt korrupte. Organisationen CREW betegner ifølge TV 2 forliget som “det mest skamløse tilfælde af selvberigelse i præsidentembedets historie” .

Det er også værd at bemærke, at uroen ikke kun findes hos Demokraterne. Når republikanske senatorer begynder at gøre modstand, viser det, at sagen ikke alene handler om klassisk partipolitik. Den handler om noget større: retsstat, ansvarlighed og respekt for demokratiets spilleregler.

For os i Danmark er der en vigtig påmindelse her. Demokrati ødelægges sjældent på én dag. Det sker gradvist, når grænser flyttes. Når magthavere begynder at behandle staten som deres egen ejendom. Når politiske venner belønnes, og kritikere straffes. Når angreb på demokratiet bliver omskrevet til offerhistorier. Og når nationale symboler bliver brugt til at dyrke en leder i stedet for at samle et folk.

Derfor skal vi tage udviklingen i USA alvorligt. Ikke med skadefryd, men med omtanke.

For demokratiet lever ikke af store monumenter, mønter med præsidenters ansigter eller højlydte taler. Det lever af tillid, ansvar, frie medier, uafhængige domstole og respekt for, at magten aldrig tilhører én person.

Den tilhører borgerne.