Tæt samarbejde ved grænsen styrker trygheden – også med ny teknologi
Af Theis Kylling Hommeltoft, Folketingskandidat
En stille fredag i juli havde jeg besøg af skatteminister Rasmus Stoklund i Padborg, hvor vi sammen lagde vejen forbi Toldstyrelsens lokale enhed. Et vigtigt besøg, som satte fokus på den centrale rolle, tolderne i vores område spiller i kampen mod organiseret smugling og grænseoverskridende kriminalitet.
Som Rasmus sagde til JydskeVestkysten, så er tolderne her i Padborg et helt afgørende tandhjul i det store maskineri, der hver dag er med til at sikre Danmark og EU’s ydre grænser. Og det var tydeligt at mærke, at der både er faglig stolthed og handlekraft bag indsatsen.
Vi fik lejlighed til at se det tætte samarbejde mellem Told og Politi i aktion – og høre om hvordan nye teknologier som nummerpladegenkendelse, AI, droner og specialbyggede både allerede nu – og i endnu højere grad i fremtiden – kan gøre en forskel. Ikke bare i Padborg, men også ved Femern og i resten af Europa.
Det er ikke småting, der bliver fundet i bilerne, og det kræver både skarp faglighed, årtiers opbygget samarbejde og konstant opdateret teknologi at følge med udviklingen. Derfor skal vi socialdemokrater blive ved med at investere i tryghed, sikkerhed og usynlig grænsekontrol – på en måde, der er intelligent, effektiv og uden unødig gene for almindelige borgere.
Besøget var en tydelig påmindelse om, hvor vigtigt det er at have tillid til vores myndigheder og værdsætte de medarbejdere, som hver dag – i gul vest eller med narkohund – holder vores grænser sikre, mens vi blot kan køre over.
Og personligt kunne jeg glæde mig over, at min mangeårige kamp om mere intelligent og usynlig grænsekontrol har virket.
Uddrag fra Berlingske aug. 2022. – link
I Aabenraa Kommune er også Theis Kylling Hommeltoft, der er valgt ind i byrådet for Socialdemokratiet og er folketingskandidat, særdeles kritisk.
»I den form som grænsekontrollen har nu, er jeg bestemt ikke tilhænger. Tværtimod er jeg modstander. Hvis man skal sige det groft, har man valgt den bemandede grænsekontrol for dens symbolske værdi og ikke den praktiske værdi,« siger han.
Selvom han mener, at man skal have kontrol med grænsen, mener han ikke, at den bemandede grænsekontrol er god nok. Han mener, at man skal have tillid til, at politiet kan finde den bedste løsning selv, og han mener ikke, at den nuværende, politiske løsning fungerer.
»Det er mit helt klare indtryk, at der er tale om meget begrænset effekt af et meget stort apparat, som er til gene for mange af de daglige grænsependlere. Og hernede er vi afhængige af den arbejdskraft, der bevæger sig herop sydfra,« siger Hommeltoft.