Stol på eleverne og lad dem holde læseferie selv
Af Theis Kylling, Folketingskandidat og byrådsmedlem
Jeg har fra sidelinjen fulgt nøje med i, hvordan folkeskolerne i Aabenraa i denne uge har sløjfet elevernes traditionelle læseferie og i stedet lavet skemalagt forberedelse på skolen. Det mener jeg, er en rigtig dårlig ide.
For det at kunne tage ansvar for egen læring er en kompetence, der er dybt nødvendig for vores unge, når de skal videre på en ungdomsuddannelse. Skolerne mener, at den skemalagte forberedelse vil give bedre eksamensresultater, men bør man som skole ikke se indad, hvis det er de få ugers skemalagte forberedelse og ikke de forudgående 10 års skolegang, der gør udslaget i karakterbogen?
Det virker som om, vi ikke stoler på eleverne selv kan administrere deres tid, når vi ændrer forberedelsen på den måde. Vi skal tilbyde hjælp, men ikke tvinge nogen ind på skolen. De unge har brug for tillid. Ikke indskrænket frihed.