Dobbeltmoralens pris: Når danske forbrugsvaner kolliderer med vores ansvar for mennesker og miljø

Som danskere er vi kendt for at værne om miljøet og holde en høj standard, når det kommer til menneskerettigheder og bæredygtighed. Vi taler varmt om grøn omstilling, men når vi ser på vores forbrugsmønstre, afsløres en dobbeltmoral, som udfordrer vores selvbillede. Vi køber gerne elbiler og handler på udenlandske platforme som Temu – uden at tage ansvar for de konsekvenser, disse valg har for mennesker og miljø uden for EU’s grænser.

Tag elbilens batteri som et eksempel. Selvom elbiler ses som en miljøvenlig løsning, ignoreres ofte det store aftryk, som batteriproduktionen efterlader. Batterierne produceres typisk i lande, hvor udvindingen af råstoffer som litium og kobolt ødelægger naturen og skaber alvorlige arbejdsvilkår for de lokale. Det er nemt at vende det blinde øje til, så længe bilen kører emissionsfrit på de danske veje. Men spørgsmålet er, om vi kan fortsætte med at fralægge os ansvaret, når de menneskelige og miljømæssige konsekvenser rammer så hårdt andre steder.

Vi ser samme dobbeltmoral i danskernes forbrug på platforme som Temu, hvor billige varer fra Kina vælter ind på markedet, og nærmest 40% af danskerne handler i dag på Temu. Her er priserne presset i bund, og forbrugerne lokkes af lave omkostninger uden tanke for arbejdsvilkår og sundhedsskadelige følgevirkninger, da undersøgelser viser at produkterne f.eks. indeholder langt flere ftalater end tilladt i EU. 

Med julen på vej forventes en eksplosiv vækst i denne handel – en vækst, der drives af vores trang til hurtige, billige køb, som vi desværre sjældent tager ansvar for. Man kan undre sig over, hvordan det hænger sammen med den ellers høje danske standard for arbejdsvilkår og miljøhensyn.

Når vi taler om ansvar, må vi også kigge på vores egne institutioner. Flere danske kommuner kritiseres nu for at investere i sortlistede virksomheder, der er kendt for udnyttelse af arbejdskraft eller miljøskadelige praksisser i udlandet. Og her står vi med et tankevækkende paradoks. For mens vi som borgere er villige til at ignorere de etiske konsekvenser af egne køb og gerne forherliger elbiler og billige varer uden tanke på miljøet og arbejdsforholdene uden for EU, så forventes kommunerne at leve op til langt højere standarder med de offentlige midler, de forvalter. Så længe det ikke er vores egne penge, hæver vi moralens flag højt og peger fingre, men når vi som privatpersoner handler, er samvittigheden tilsyneladende fleksibel.

Det store spørgsmål er derfor, om vi som samfund har skabt en situation, hvor vi forlanger moral af det offentlige, men praktiserer noget ganske andet privat. Kan vi forvente, at vores institutioner bærer et etisk ansvar, som vi selv ser bort fra i vores egne valg? Hvis vi virkelig vil gøre en forskel, må vi begynde med os selv og se kritisk på vores egne handlinger – for dobbeltmoralen koster dyrt.

Misforstå mig ikke, jeg retfærdiggøre ikke kommunernes investeringer.

Og måske står vi alle for foden af Sinaibjerget og tilbeder Guldkalven, i jagten på alt det de andre har.

Theis Kylling Hommeltoft
Folketingskandidat for Socialdemokratiet i Aabenraa
Nørreskovparken 3c, 6200 Aabenraa.

Kulturdag med Anders Kronborg

Mandag den 21. oktober fik vi besøg af Anders Kronborg og Jesper Petersen, som havde sat kursen mod Aabenraa for at dykke ned i vores lokale kultur. Det var en dag, vi i Socialdemokratiet Aabenraa havde set frem til, og vi havde sørget for et program, der skulle vise dem, hvad vores landsdel har at byde på. Mogens Jensen, Socialdemokratiets kulturordfører, skulle egentlig have været med, men måtte melde afbud i sidste øjeblik. Han har dog allerede lovet at komme en anden gang – og det ser vi frem til.

Dagen begyndte ved Frøslevlejren. Efterårets kulører lagde sig smukt, men sørgmodigt omkring lejrens barakker, hvor røde og orange blade samlede sig langs pigtrådshegnet ved Prebens Sten, stedet hvor den kun 22-årige fange mistede livet. Frøslevlejren er Europas bedst bevarede koncentrationslejr fra 2. verdenskrig; her mærker man historiens vingesus, og stedet står som en vigtig påmindelse om både fortidens og nutidens udfordringer.
Solen brød igennem træerne i glimt, som om den forsøgte at lette stemningen, men stedet bærer sin alvor tydeligt. Anders og Jesper gik stille gennem området og lod sig gribe af lejrens historie om frygt og fangenskab. Her står man midt i fortællingerne om fortiden, og vi blev hurtigt enige om, at Frøslevlejren fortjener at blive bevaret og styrket som et nationalt mindested. Aabenraa Kommune bakker allerede helhjertet op om Lejren, men der er brug for mere – og med befrielsens 75-års jubilæum lige om hjørnet drømmer vi om, at der findes plads til Frøslevlejren på Finansloven. Så vi for alvor kan få lejren løftet til det nationale mindesmærke og formidlingscenter, som det fortjener at være.

Efter Frøslevlejren satte vi kursen mod Panbo Museum, hvor vi blev budt velkommen af 1. kustode Christian Panbo selv. Her blev vi mødt af varme og en næsten hjemlig atmosfære, der stod i skarp kontrast til dagens første stop. Christian Panbos private samling af kunstværker strålede om kap med efterårssolen, mens han selv guidede os gennem rummene med sin smittende begejstring og viste os værker af blandt andre Picasso, Eckersberg og Krøyer. Frokosten blev en hyggelig stund med samtaler om kunstens betydning og dens evne til at samle. Det var inspirerende at se en privat samling, der på den måde åbner dørene og bringer verdenskunsten helt tæt på.

Sidst på dagen besøgte vi Brundlund Slot, hvor vi sluttede af med kaffe og kage sammen med Museum Sønderjyllands direktør Axel Johnsen. Her satte vi fokus på Franciska Clausen, som man næsten ikke kan undgå at nævne på en kulturdag i Aabenraa. Museet råder over den 2500 værker store samling af hendes værker, og efter en inspirerende rundvisning nød vi kaffen, mens snakken gik om Museum Sønderjylland og det nylige museumsforlig, som mange sønderjyske MF’ere og byrådspolitikere har blandet sig i, og som anerkender museet som havende international betydning.
Det var et fint punktum på dagen, hvor vi både mærkede historiens vægt og kunstens nærvær.

Sønderjylland kan virke langt fra hovedstaden, men her ligger vigtige lærdomme. Historien binder os sammen og giver os perspektiv, og vi håber at arrangere flere af denne type kulturdage, hvor folketingsmedlemmer kan opleve den sønderjyske kulturarv. Mogens Jensen har allerede meldt sin interesse, og vi håber også at kunne byde kulturudvalgets formand, Hans Christian Schmidt, velkommen inden længe.

Med venlig hilsen

Signe Bekker Dhiman
Formand for Kultur- og fritidsudvalget i Aabenraa

Theis Kylling Hommeltoft 

Folketingskandidat S-Aabenraa

Copyright © 2021 Socialdemokratiet Aabenraa Kommune