NORMAB 25 – Kylling på tur

Jeg har netop haft den store fornøjelse at deltage i NORMAB 25 i Lofoten – et nordatlantisk og baltisk samarbejde under UNESCOs Man and the Biosphere-program. Lofoten er et af de områder i Norge, der arbejder for at opnå status som UNESCO biosfæreområde – og det var både inspirerende og lærerigt at få lov at være med.

Noget af det mest tankevækkende, jeg tager med hjem, er hvor hurtigt et biosfæreområde bliver for småt. Ikke kun i geografisk forstand – men fordi det ofte udvikler sig til at være en naturlig katalysator for bæredygtig udvikling.

Biosfæreområder har nemlig en vigtig opgave: at bidrage til løsninger på globale udfordringer gennem lokale initiativer. Det sker aldrig på samme måde to steder – for hvert område har sin egen kultur, sine egne erhverv og sin egen natur. Det blev særligt tydeligt i Nordsverige, hvor rensdyrs vandringsruter er afgørende for både erhverv og miljøplanlægning. Det er præcis denne lokale forankring, der gør biosfæreområder så vigtige – og så effektive.

Det har overrasket mig positivt, hvor meget biosfæreområder faktisk rykker. De bliver ikke bare grønne mærkater eller visioner på papir, men konkrete platforme for samarbejde, nytænkning og langsigtet udvikling – lokalt, nationalt og internationalt.

Derfor er det også en stor gave at få lov at være med i dette arbejde. Vi har tredje og sidste møde i 17.4-udvalget i slutningen af juni, hvorefter vi udarbejder rapport og anbefalinger, som afleveres til august.

Jeg er kun blevet bekræftet i, at et UNESCO biosfæreområde i Grænselandet ikke kun vil styrke det grænseoverskridende samarbejde – men også kan fremme samarbejdet mellem kommunerne Sønderborg og Aabenraa. Ja, måske vigtigst af alt: det interne samarbejde på tværs af forvaltninger og fagområder.

Der er stadig et stykke vej, men potentialet er stort – og viljen er der.