Round Table på Generalkonsulatet

I starten af april deltog jeg i et vigtigt Round Table-møde på det danske Generalkonsulat i Flensborg. Mødet samlede politikere og erhvervsorganisationer fra Tyskland med ét fælles mål: at gøre noget godt for Flensborg Fjord og tale om UNESCO biosfære-programmet som ramme.

Der er ingen tvivl – fjorden har brug for handling. Heldigvis var der stor enighed om netop det blandt deltagerne.

Som formand for det særlige §17, stk. 4-udvalg i Aabenraa Kommune arbejder jeg for at undersøge, hvordan vi kan gøre Flensborg Fjord til et grænseoverskridende UNESCO biosfæreområde. Det kræver ikke bare lokal opbakning – men også forståelse for de politiske forhold syd for grænsen. Derfor var det værdifuldt for mig at lytte til de erfaringer, der blev delt – især de udfordringer, der fulgte med forsøget på at etablere en natur-nationalpark i Slesvig-Holsten, som desværre strandede og efterlod en vis skepsis.

Hvis vi skal lykkes med at styrke fjordens natur og sikre bæredygtig udvikling i hele regionen, kræver det tillid, gensidig respekt og ægte samarbejde på tværs af grænsen.

En stor tak til Christian Dirschauer for at tage initiativ til mødet, og til generalkonsulinde Anette Lind for at åbne dørene. Tak også til alle deltagere for et godt og ærligt møde – på tysk. Og ja, jeg fik heldigvis lidt hjælp fra en dygtig simultantolk, når mit tyske blev udfordret.

Vi er kun lige begyndt – men sammen kan vi redde Flensborg Fjord.

Skrevet af Theis Kylling Hommeltoft, byrådsmedlem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2021 Socialdemokratiet Aabenraa Kommune